IVSA Danmark’s arrangementer
Nedenfor finder du en kort beskrivelse af de faste arrangementer som afholdes af IVSA Danmark hvert år. Dato og mere information om de forskellige events vil løbende blive lagt ud på vores sociale medier, samt på hjemmesiden her – Så følg med på @ivsadenmark ! Følg desuden linket her, for at komme til IVSA Danmarks kalender, hvor du kan se de kommende aktiviteter, events og deadlines: IVSA Danmarks kalender
Rejseaften (blok 1)
Rejseaften er, som navnet antyder, en aften dedikeret til spændende historier fra dine medstuderendes rejser. Særligt ansøgere og modtagere af IVSA Danmarks legat deler deres oplevelser, hvor de både fortæller sjove anekdoter og giver praktiske indblik i deres rejser. Ved den seneste rejseaften i 2024 var hele syv oplægsholdere på programmet, der tog os med på eventyrlige rejser til blandt andet Zanzibar, Grønland, USA, Rumænien og Sydafrika.
INPUT (blok 2)
INPUT er et arrangement afholdt af VMF-INPUT og er opbygget som en messe med det formål at skabe kontakt mellem dyrlægestuderende og veterinærrelevante virksomheder. IVSA Danmark har også en bod her, hvor vi glædeligt står klar til at fortælle om, hvad vi kan tilbyde dig som veterinærstuderende, samt hvad vi laver som forening.
Generalforsamling (blok 2)
På IVSA Danmarks årlige ordinære generalforsamling i blok 2 fremlægges og godkendes regnskabet for det forgangne år, samtidig med, at vi præsenterer højdepunkter for året. Derudover er det til generalforsamlingerne, at der vælges nye medlemmer til bestyrelsen, samt at medlemmerne af IVSA Danmark har mulighed for at stille spørgsmål til foreningens beslutninger i det forgangne år.
Temaaften (blok 3)
Temaaftenen varierer fra år til år, men fælles for dem alle er, at de skal inspirere IVSA-medlemmer og formidle viden om et spændende og rejserelateret emne. Følg dette link for at læse mere om den kommende temaaften d. 22 april 2025, som omhandler alternativ differentiering og tips og tricks til at kombinere studier med eventyr i udlandet!
Artemisaften (blok 4)
Artemisaften er en aften, hvor modtagerne af Artemis-legatet kommer og fortæller om deres spændende rejser. Artemis-legatet gives til personer, der har udført frivilligt arbejde til fordel for dyrevelfærden i Danmark eller udlandet. En inspirerende og hyggelig aften!